Hop til indhold

Fremtidens SMV-ledelse: Barrierer for Digitalisering og Ledelseskompetencer

Det undersøges, hvorfor der trods høj generel digitalisering og massiv EU-satsning er stort spænd fra mulig til faktisk digitalisering i midtjyske SMV’er

Denne undersøgelse fokuserer på at identificere og analysere de ledelsesmæssige og institutionelle barrierer som små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i Midtjylland står overfor i deres bestræbelser på digital transformation (DT). Trods Danmarks status som en af Europas førende digitale nationer, viser undersøgelser, herunder Digitaliseringsstyrelsens rapport om Danmarks digitale vækst 2022, at SMV’er stadig kæmper med at udnytte de digitale muligheder fuldt ud. 

Dette er belyst gennem omfattende forskning på området, herunder et væsentligt litteraturstudie publiceret i 2019 i Journal of Business Economics. Studiet, “Research streams on digital transformation from a holistic business perspective: a systematic literature review and citation network analysis,” giver et dybdegående overblik over de forskningsmæssige strømninger inden for digital transformation. Det understreger, hvordan mange tilgange til digital transformation i høj grad har koncentreret sig om teknologiaspekterne, mens de i mindre grad har fokuseret på de organisatoriske rammer, som er afgørende for at opnå fuldt udbytte af digital transformation. Artiklen “The Role of Digital Maturity Assessment in Technology Interventions with Industrial Internet Playground” påpeger yderligere, at der er betydelige barrierer og udfordringer for virksomhederne, som skal overvindes for at realisere de fulde fordele ved digital transformation, herunder ledelsesudfordringer og institutionelle barrierer, som begrænser virksomhedernes kapacitet og agilitet.  

  • Ledelse (vanskeligheder med at skabe hastighed, vision og retning for den digitale transformation) 
  • Institutionelle (modstand mod forandring i form af holdninger fra ældre medarbejdere, forældet teknologi, innovationsmæthed og politik) 

 

Forskningsspørgsmål  

Hvilke muligheder og barrierer for digital transformation oplever virksomhederne i forhold til ledelsesmæssige kompetencer og ressourcer, samt eksterne rammebetingelserne? 

 

Undersøgelsesdesign og metode 

Indledningsvist laves der research af 3 aspekter:

  1. International forskning ved brug af internationale databaser
  2. Indsigt i nationale og europæiske initiativer og projekter, der fremmer digitalisering
  3. Praksisforståelse, gennem eksplorative interviews med repræsentanter fra lokal erhvervsservice.

Formålet er at identificere ledelsesmæssige og institutionelle udfordringer og barrierer i SMVer i Midtjylland. Der foretages en tematisk analyse af de eksplorative interviews til at identificere og kategorisere centrale temaer.  

På baggrund af research foretages der tematiserede interviews med 5-7 SMV’er, der har til formål at udforske og forstå fænomener/oplevelser vedr. digitalisering, ud fra deltagernes perspektiv. Der er valgt et induktivt forskningsdesign, baseret på fænomenologien. 

Der anvendes et kvalitativt analysedesign, der har til formål at sikre, at projektets resultater afspejler både interviewdeltagernes oplevelser, samt de overordnede mønstre og tendenser, hvor indikatorer kan generaliseres i en bredere sammenhæng. Gennem analysen vil vi kunne identificere potentielle udviklingsområder og komme med anbefalinger til virksomhedsledere, samt aktører i det lokale erhvervsfremmesystem, til hvordan konsulenterne kan vejlede SMVer i fremtiden.  

 

Forventede resultater og videnprodukter 

Der udarbejdes en guide til virksomheder, samt en guide til lokal erhvervsservice samt til virksomheder, der præsenteres for erhvervsfremmekonsulenter. Derudover afholdes der præsentation af resultater for relevante uddannelsesfora, samt deltagelse i Forskningens Døgn. Der udarbejdes et working paper, der publiceres på eaviden, samt andre relevante platforme, der har til formål at formidle indsigt og nye opdagelser. 

 

Ved at forstå, hvorfor virksomheder i praksis er udfordret i den digitale transformation, kan vi justere vores uddannelsesprogram for at sikre, at vores studerende er bedre rustet til at imødekomme virksomhedernes behov og understøtte virksomhederne i den digitale transformation. Indsigt i den aktuelle praksis og tendenser inden for digitalisering smv virksomheder, vil gavne vores undervisning, udvikling og forskning. Vi ønsker at udvikle Uddannelserne Administrationsøkonom samt Økonomi og IT, ved at tilpasse de enkelte fag, så de opfylder behovene hos aftagervirksomhederne. Samtidig vil dette projekt være værdifuldt for etablering af vidensgrundlaget, særligt ifm. nyt udbud i Økonomi og IT 

Vælg et tema eller søg efter projekter