Formålet med dette forskningsprojekt er at kortlægge den aktuelle brug af kunstig intelligens (AI) i produktions-SMV’er i Region Midt. Vi ønsker at identificere bedste praksis og de udfordringer, virksomhederne står overfor i implementeringen af AI-teknologier.
På trods af den øgede diskussion om AI i de seneste år, er der stadig begrænset fokus på teknologiens udbredelse blandt mindre virksomheder uden for storbyområder. Ny forskning indikerer, at geografiske forskelle i AI-brugen kan få store konsekvenser for danske virksomheder, især SMV’er, som risikerer at blive hægtet af udviklingen på grund af mangel på relevante færdigheder og kvalificeret arbejdskraft.
Vi vil gennemføre en undersøgelse af udvalgte produktions-SMV’er med 10-100 ansatte i Region Midt. Gennem dialog med virksomhederne vil vi afdække deres praksis, konkrete behov og udviklingstendenser inden for AI. Kortlægningen vil give indsigt i, hvordan disse virksomheder arbejder med AI, hvilke udfordringer de står overfor, og hvordan de oplever barrierer som f.eks. manglende færdigheder og vanskeligheder ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Resultaterne af kortlægningen skal danne grundlag for et kommende forskningsprojekt, hvor vi med konkrete tiltag vil støtte produktions-SMV’erne i deres implementering af AI.