Projektet vil med udgangspunkt i en identifikation af centrale karakteristika, forventninger og værdier hos relevante udvalgte dele af den unge generation (16-25 år) i forhold til Cphbusiness strategi og mål forsøge at etablere en ramme, inden for hvilken ledelse af unge kan kvalificeres.
Ledelse er et af de største og mest fyldigt beskrevne områder inden for erhvervsøkonomi. Ledelse bliver ustandselig sat under debat, hvad enten det drejer sig om, hvad ledelse er, hvordan ledelse skal betegnes, hvilke ledelsesformer der eksisterer (og bør eksistere) etc. etc.
Stadige forandringer og øget kompleksitet er blevet vilkår, vi er indlejret i og ikke kan tænke os væk fra. Tidligere forestillinger om fuld rationalitet er blevet problematiseret under og af disse omskifteligheder. Disse betingelser betyder, at ledere skal kunne agere multipelt for at kunne håndtere en stadig accelererende forandringshastighed og kompleksitet i relation til at træffe adækvate beslutninger. Forandringer og kompleksiteter der udfordrer en traditionel monokron silotænkning, der på mangfoldige måder har været styrende for både vores erkendelse og adfærd.
Disse forandringer er i sagens natur ikke udelukkende omgivelsesbetingede, men eksempelvis også generationsrelaterede. Hidtil har det været sådan, at ledelsesteknologierne blev et vilkår for medarbejdere, de måtte disciplinere sig i forhold til, og som sådan blev ledelsesteknologierne ikke udfordret, da nye medarbejdere gik ind i et for ledelsesteknologien selvbekræftende loop, da medarbejdere, der ikke indrettede/disciplinerede sig, sandsynligvis blev ekskluderet. Med denne eksklusionsmekanisme neutraliserer ikke kun individualitet, innovation, og positiv problematisering i udstrakt grad. Man er ganske enkelt nødt til at erkende, at nye generationer kræver nye ledelsesformer.
Projektet vil derfor, i relation til den generationsbetingede faktor og de ændrede karakteristika unge har i dag, sætte fokus på ledelse af unge. I dette projekt foreslås fokus primært rettet mod erhvervslivet. At fokus foreslås at være på erhvervslivet implicerer yderligere, at vi selv i ikke ubetydeligt omfang kan nyttiggøre resultaterne af projektet i forhold til både tilrettelæggelse og eksekvering af vores eksisterende og fremtidige uddannelser – også i forhold til relevante pædagogiske refleksioner og valg.