En effektiv plantebeskyttelse er afgørende for økonomien i gartnerierhvervet. Det gælder både den konventionelle produktion, som i de senere år har oplevet, at en række pesticider er forsvundet fra markedet som følge af en restriktiv godkendelsespolitik i både EU og Danmark, men også den økologiske produktion, hvor en af de største udfordringer ved omlægning til økologi er mangel på effektive metoder til plantebeskyttelse. Der er imidlertid en stigende præference hos forbrugerne for dansk producerede frugt og grønt bl.a. på grund af et generelt lavere indhold af pesticidrester. Et fortsat fokus på pesticidrester i afgrøder til humankonsum og miljøvenlige produktionsmetoder i alle sektorer vil ikke blot styrke dansk producerede produkter på hjemmemarkedet men også kunne fremme eksporten og dermed bidrage til at fremtidssikre det danske gartnerierhverv. Formålet med dette projekt er at udvikle nye plantebeskyttelsesmetoder til gartnerierhvervet, som vil bidrage til at styrke erhvervets indtjeningsevne og øge beskæftigelsen i erhvervet. I projektet er der fokus på metoder, som dels kan erstatte brugen af pesticider i den konventionelle produktion men også effektivisere plantebeskyttelsen i den økologiske produktion og dermed fremme omlægningen til økologi, som i visse sektorer er den korteste vej til en øget indtjening. Projektet er et samarbejde imellem GartneriRådgivningen, Aarhus Universitet (Forsøgscenter Flakkebjerg), Københavns universitet og EASJ.
Nye plantebeskyttelsesmetoder til dansk gartneri-HORTPROTECT
Kan vi holde frilandsgrøntsager mere pesticidfri med de rette dyrkningsformer? Vi undersøger hvordan man reducerer skadedyrsbelastningen med fangafgrøder