Design kan potentielt påvirke de situationer vi befinder os i, vores valg og vores overbevisninger. Eftersom design kan påvirke os i en sådan grad kunne man forvente at modeller af designtænkningens processer og designmetoder ville beskæftige sig indgående med hvordan man som designer kan søge efter argumenter for sine valg, men de fokuserer primært på hvilke faser og skridt man skal igennem i en designproces fremfor hvordan designere kan undersøge argumenter for hvorfor.
Begreber og teorier fra retorikken introduceres og anvendes i min ph.d.-afhandling og forskningsartikler til at beskrive hvordan designere kan designe en proces, hvor spørgsmålet om ikke blot hvornår, hvordan eller hvad men også hvorfor bliver undersøgt grundigt.
Det konkluderes i afhandlingen, at en deliberativ designproces med fordel kan inddeles i tre områder, som trækker på følgende:
- Retorisk teori om epideiktisk topik
- Amplificatio i argumentation
- Konstitutiv retorik.
Tilsammen danner de tre områder en topos-drevet model til deliberation om designvalg, når design ikke blot handler om at skabe ting men også situationer, handlinger og systemer. I det første område ”framer” designerne på en ny måde ved hjælp af epideiktiske topoi – dvs. at de søger efter værdier at hylde. Dette fører til deliberation om hvilke værdier, de vil hylde, i de situationer de adresserer, fremfor at de først og fremmest fokuserer på et problem. I det andet område søger designerne efter ideer til at forstærke deres designargument, så deres endelige løsning bliver så overbevisende som muligt. I det tredje område analyserer designerne deres designs iboende ideologi.
Bevægelsen imellem disse tre områder fører til en designproces, hvor designere delibererer og selv-delibererer om hvad der er de mest overbevisende midler i de givne situationer. Ydermere fører det til en proces, hvor designere ikke blot søger at være så overbevisende som muligt men også tager stilling til deres designs iboende ideologi, hvordan det kan påvirke folks overbevisninger og om de kan forsvare dette.